NORION TALK: Tekstiler – kan man sælge brugte vinterjakker i Afrika?

Norion inviterer til en spændende talk om tekstiler og eksport af genbrugstekstiler til afrikanske lande Mød Norions tekstileksperter Johanne Mailund Rebsdorf og Dina Bekkevold Lingås samt Lars Fogh Mortensen, ekspert i cirkulær økonomi i EU’s Miljøagentur og kandidat til Europa-Parlament.

Om eventet

Kalder alle naboer, samarbejdspartnere og venner af huset!

Norion inviterer til en spændende talk om tekstiler og eksport af genbrugstekstiler til afrikanske lande med Norions egne to dygtige konsulenter Johanne Mailund Rebsdorf og Dina Bekkevold Lingås samt Lars Fogh Mortensen, ekspert i cirkulær økonomi i EU’s Miljøagentur og kandidat til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.

Hvert år eksporterer de europæiske lande store mængder genbrugstøj til det afrikanske marked. Nogle beskylder det eksporterede tøj for at være af alt for dårlig kvalitet, kulturelt og vejrmæssigt upassende og decideret affald, mens andre lovpriser tøjet for at være god kvalitet til billige penge, godt for miljøet og stærkt efterspurgt.

Den seneste tids diskussion om netop dét har fået flere lande, heriblandt Danmark, til at stille forslag til EU om at skrue stærkt ned for eksporten af europæernes aflagte tøj.

Men hvad synes afrikanske forbrugere og forhandlere egentlig selv om det tøj, de importerer?

Dét skal vi diskutere onsdag d. 29. maj, når Norion inviterer til talk om tekstiler. Med udgangspunkt i to af Norions konsulenters researchtur til genbrugsmarkedet Gikomba i Nairobi, Kenya, skal vi snakke om de forestillinger, vi har om afrikanske forbrugere, og om hvordan man kan undersøge værdikæden for genbrugstekstiler. Derudover ser vi, sammen med Lars Fogh Mortensen, nærmere på hvad EU gør og kan gøre i fremtiden.

Til talken stiller vi blandt andet spørgsmål som:

–  Hvordan forstår vi ord som “god kvalitet” og “affald” på tværs af landegrænser og værdikæder?

–  Kan vi gå ud fra at alle afrikanske lande efterspørger det samme og har de samme miljøproblematikker ift. tekstilimport?

–  Kan man egentlig sælge brugte vinterjakker i tropiske lande?

–  Hvad kan EU gøre?

Arrangementet er både for dig, der allerede beskæftiger dig med cirkulære tekstiler, og dig, der gerne vil lære noget helt nyt om en dagsorden, der kun bliver mere aktuel. 

Researchturen til genbrugsmarkedet Gikomba i Nairobi, Kenya, er en del af projektet “Sorteringskriterier for modtagermarkeder”, der er gennemført i samarbejde med NF&TA og medfinansieret af Handelens Miljøfond.

Sæt kryds i kalenderen til en eftermiddag med kolde drikkevarer og spændende samtaler!

Praktisk:

Arrangementet foregår onsdag d. 29. maj kl. 16.15-18.00. Det første kvarter er der ankomst, og mulighed for at tage for jer af snacks og kolde forfriskende drikkevarer.

Talk’en starter 16:30.

Adressen er Norion Consult, Rentemestervej 67, 2400 Kbh NV. Indgang via gården.

Der er parkeringsmuligheder ved biblioteket på den anden side af gaden. Parkering kræver betaling.

Tilmelding er gratis, men nødvendig, da pladsen er begrænset.

Der er begrænsede siddepladser, så sørg gerne for at være der til tiden, hvis du vil sidde ned.

Vi glæder os til at se jer!

Om Lars Fogh Mortensen:

Lars Fogh Mortensen er ekspert i tekstiler og cirkulær økonomi, og har I 20 år arbejdet som økonom og leder i EU’s miljøagentur og tidligere i OECD og i FN. Han har ledt en række grænseskubbende rapporter om tekstiler, herunder en ny rapport om mængder og destruktion af returnerede og usolgte tekstiler i Europas cirkulære økonomi. Han stiller derudover i år op til Europa-Parlamentet for Radikale Venstre.

Om Norion Talks:

Dette er den anden i rækken af Norion Talks; et initiativ, hvor vi åbner vores kontor i Nordvest op og sammen med gode samarbejdspartnere deler ud af viden og inspiration, der kan fremme social eller grøn bæredygtighed. Vi synes nemlig, at indsigter fra vores spændende projekter og samarbejdspartnere fortjener et større publikum. Det er gratis at deltage, og alle er velkomne.

  • Date : 29 maj 2024
  • Time : 16:15 - 18:15 (Europe/Copenhagen)
  • Reg. Deadline : 27 maj 2024 5:00 pm

Purchase Ticket

Billet
0,00 kr.
0 kr.
0.00
0 kr.