EUDR-RÅDGIVNING

EUDR – og ansvarlige skov­produkter

Norion hjælper virksomheder med at omsætte EU’s forordning om skovrydningsfrie produkter (EUDR) til klare roller, relevante datakrav og praktiske arbejdsgange.

EUDR-rådgivning tilpasset jeres produkter og værdikæde

Norions EUDR-rådgivning tager udgangspunkt i virksomhedens produkter, størrelse og placering i værdikæden. Uanset om I er operatør, forhandler eller importør, sikrer vi, at jeres due diligence-indsats hverken bliver utilstrækkelig eller unødigt omfattende – og vi kobler EUDR til det eksisterende arbejde med bæredygtighed, sporbarhed og certificeringer som FSC og PEFC.

Hvad er EUDR?

EU's forordning om skovrydningsfrie produkter (EUDR) skal sikre, at produkter, der bringes i omsætning i EU, gøres tilgængelige på markedet eller eksporteres fra EU, ikke bidrager til skovrydning eller skovforringelser. Derudover skal det sikres, at produkterne er produceret i overensstemmelse med relevant lovgivning i produktionslandet.

Forordningen omfatter kvæg, kakao, kaffe, oliepalme, gummi, soja og træ samt en lang række produkter, der er fremstillet af disse råvarer. De konkrete krav afhænger blandt andet af produktets varekode, virksomhedens størrelse, dens aktiviteter og dens placering i værdikæden.

Kravene finder anvendelse fra

30. december 2026

Store og mellemstore virksomheder, der bringer omfattede produkter i omsætning, gør dem tilgængelige på markedet eller eksporterer dem fra EU.

30. december 2026

Mikro- og små virksomheder, der allerede er omfattet af EU's tømmerforordning (EUTR), fx importører af træ og træprodukter.

30. juni 2027

De fleste øvrige mikro- og små virksomheder, herunder forhandlere og virksomheder i efterfølgende led i værdikæden.

Hvem er omfattet af EUDR?

For mange af de omfattede værdikæder er EUDR et helt nyt regelsæt. Virksomheder i træ- og skovproduktværdikæderne har allerede erfaring med EU's tømmerforordning, EUTR, men det har især været importører og virksomheder, der først bragte træ og træprodukter i omsætning i EU, som har været direkte omfattet.

Med EUDR skal en langt større del af værdikæden forholde sig aktivt til reglerne. Det gælder også virksomheder, som køber, forarbejder eller videresælger produkter, der allerede er bragt i omsætning i EU.

Det betyder ikke, at alle virksomheder har de samme forpligtelser. For nogle virksomheder kræves et fuldt due diligence-system. For andre handler det primært om at indsamle og opbevare bestemte oplysninger, sikre sporbarhed eller dokumentere, at en konkret vare eller handelsstrøm ikke er omfattet.

Skov – EUDR omfatter træ og seks andre råvarer

Et EUDR-forløb med Norion

Den første opgave er at afklare, hvad virksomheden faktisk skal – og lige så vigtigt, hvad den ikke skal.

Virksomhedens forpligtelser afhænger af dens størrelse, produkter, aktiviteter og placering i værdikæden. For mange danske virksomheder består den første og vigtigste opgave derfor i at kortlægge produkter og handelsstrømme, kontrollere de relevante varekoder og fastlægge, hvilke dokumentations-, registrerings- og rapporteringsforpligtelser virksomheden konkret er underlagt. Resultatet er et klart beslutningsgrundlag, så virksomheden kan koncentrere indsatsen om de krav, der er relevante og påkrævede.

Et typisk forløb

  1. 1

    Screening og rolleafklaring

    Vi screener produkter, varekoder og handelsstrømme og afklarer virksomhedens rolle og konkrete EUDR-forpligtelser.

  2. 2

    Kortlægning og gap-analyse

    Vi gennemgår eksisterende data, dokumentation og systemer og identificerer de vigtigste mangler og indsatsområder.

  3. 3

    Systemer og procedurer

    Vi rådgiver om procedurer og praktiske løsninger til dataindsamling, sporbarhed, risikovurdering og håndtering af DDS-referencer. Og vi skaber sammenhæng mellem dette og øvrige certificeringer m.m.

  4. 4

    Implementering og træning

    Vi hjælper med leverandørdialog, afprøvning af arbejdsgange og træning af de medarbejdere, der skal håndtere EUDR.

  5. 5

    Kontrol og vedligeholdelse

    Vi kvalitetssikrer systemet og hjælper med løbende opdatering, intern kontrol samt forberedelse til audit og myndighedstilsyn.

Procedurer, risikovurderinger og kontrolpunkter

Vi udvikler procedurer, risikovurderinger og kontrolpunkter, der kan indgå i virksomhedens daglige indkøb, produktion og salg. Derudover rådgiver vi om due diligence-erklæringer, værdikædesamarbejder og anvendelse af EU's informationssystem.

Due diligence-systemer

Vi hjælper med at etablere eller videreudvikle due diligence-systemer, der lever op til EUDR's krav. Det omfatter blandt andet indsamling og kontrol af produkt-, leverandør- og oprindelsesdata, dokumentation for lovlig produktion samt vurdering af risikoen for skovrydning, skovforringelse og manglende overholdelse af lovgivningen i produktionslandet.

EUDR og skovcertificering hænger sammen

Certificeret træ – FSC, PEFC og SBP i sammenhæng med EUDR

Internationalt findes en række certificeringsordninger og kontrolsystemer for ansvarligt skovbrug, træprodukter og biomasse, herunder FSC, PEFC og SBP. Certificering kan bidrage med vigtig dokumentation, sporbarhed og risikostyring, men erstatter ikke i sig selv virksomhedens forpligtelser efter EUDR.

Norion har omfattende erfaring med implementering af certificeringsordninger – særligt i handels- og produktionsvirksomheder. Vi rådgiver gennem hele certificeringsforløbet og hjælper samtidig med at integrere EUDR i virksomhedens eksisterende procedurer og kontrolsystemer.

Dermed samordnes kravene, så eksisterende dokumentation, ansvarsfordeling og arbejdsgange udnyttes bedst muligt. Målet er at undgå unødvendigt dobbeltarbejde og skabe ét sammenhængende system for certificering, due diligence og EUDR-dokumentation.

FSC

Forest Stewardship Council – international certificering af ansvarligt skovbrug og sporbarhed (Chain of Custody) for træ, papir og andre skovprodukter.

PEFC

Programme for the Endorsement of Forest Certification – paraplyordning, der anerkender nationale skovcertificeringer og sikrer sporbarhed gennem værdikæden.

SBP

Sustainable Biomass Program – certificering af træbaseret biomasse til energiproduktion, med krav til bæredygtig sourcing og dokumentation.

Norion hjælper med due diligence, sporbarhed og dokumentation

Norion har bred erfaring med en række certificeringsordninger og er specialiseret i at omsætte standarder og lovgivning til praktiske procedurer, der fungerer i virksomhedens daglige indkøb, produktion og salg.

Opkvalificering og forankring

Vi lægger vægt på opkvalificering og organisatorisk forankring, så virksomheden selv kan drive, vedligeholde og videreudvikle indsatsen efter forløbets afslutning.

Skovbaserede værdikæder og certificering

På EUDR-området kombinerer vi ekspertise i skovbaserede værdikæder med indgående kendskab til relevant lovgivning og certificeringsordninger som FSC, PEFC og SBP. Dermed kan vi samordne kravene, begrænse dobbeltarbejde og bygge videre på virksomhedens eksisterende systemer og kompetencer.

Ofte stillede spørgsmål om EUDR

Korte svar på de spørgsmål, vi oftest møder, når virksomheder skal i gang med EUDR.

Hvornår gælder EUDR?

Kravene finder anvendelse fra 30. december 2026 for store og mellemstore virksomheder og fra 30. juni 2027 for de fleste mikro- og små virksomheder. Mikro- og små virksomheder, der allerede er omfattet af EUTR, er dog omfattet fra 30. december 2026.

Hvilke produkter er omfattet af EUDR?

Forordningen omfatter kvæg, kakao, kaffe, oliepalme, gummi, soja og træ samt en lang række produkter, der er fremstillet af disse råvarer. Om et konkret produkt er omfattet, afgøres af varekoden – derfor er kontrol af varekoder en af de første opgaver i et EUDR-forløb.

Erstatter FSC- eller PEFC-certificering kravene i EUDR?

Nej. Certificering kan bidrage med vigtig dokumentation, sporbarhed og risikostyring, men erstatter ikke i sig selv virksomhedens forpligtelser efter EUDR. Til gengæld kan eksisterende certificeringsprocedurer ofte indgå i due diligence-systemet, så dobbeltarbejde undgås.

Hvad er en due diligence-erklæring (DDS)?

En due diligence-erklæring (Due Diligence Statement, DDS) indgives i EU's informationssystem, før omfattede produkter bringes i omsætning eller eksporteres. Erklæringen bekræfter, at virksomheden har gennemført due diligence, og den får et referencenummer, som kan videregives til næste led i værdikæden.

Hvad er forskellen på EUTR og EUDR?

EUTR (EU's tømmerforordning) omfattede træ og træprodukter og gjaldt især importører og virksomheder, der først bragte træ i omsætning i EU. EUDR omfatter flere råvarer og en større del af værdikæden – også virksomheder, som køber, forarbejder eller videresælger produkter, der allerede er bragt i omsætning i EU.

Skal vi afklare jeres EUDR-forpligtelser?

Privatlivspolitik Cookiepolitik