
Undersøgelse: Drivkræfter og barrierer for Rent a Bikes cirkulære forretningsmodel
Hvordan kan en færøsk cykeludlejningsvirksomhed tilpasse sig kundernes ønsker og styrke en mere bæredygtig rejsekultur? Det spørgsmål satte vi os for at besvare i samarbejde med Rent a Bike & Outdoor.
Denne undersøgelse er udført som en del af det treårige projekt Product Service Systems (PSS) in the Nordics. Projektet, støttet af Nordisk Ministerråd, har fokus på små- og mellemstore virksomheder med cirkulære forretningsmodeller og undersøger, hvilke drivkræfter og barrierer disse virksomheder møder på det nordiske marked. Rent a Bike & Outdoor, der har base i Tórshavn på Færøerne, blev valgt som case-virksomhed grundet deres arbejde med at fremme en mere bæredygtig rejseform for både lokale og turister.
Rent a Bike & Outdoor: Cykler, bæredygtighed og udfordringer
Rent a Bike & Outdoor er lokaliseret i Tórshavn på Færøerne og har siden 2018 arbejdet med at udbrede cykling som en mere bæredygtig måde at rejse rundt på Færøerne. Derfor udlejer virksomheden både el- og almindelige cykler samt tilhørende cykeludstyr, som gør det nemmere at rejse rundt på Færøerne.
Virksomheden har dog mødt udfordringer — blandt andet at gøre cyklisme attraktivt i et samfund, hvor bil og bus traditionelt er de foretrukne transportformer. Samtidig er attituden langsomt ved at ændre sig, og virksomheden ønsker derfor at styrke deres forretningsstrategi med udgangspunkt i kundernes ønsker og behov.
Kort om projektet
Projekt: Product Service Systems (PSS) in the Nordics
Periode: 2021-2024
Case-virksomhed: Rent a Bike & Outdoor, Tórshavn, Færøerne
Formål: At identificere drivkræfter og barrierer for cirkulære PSS-virksomheder i Norden samt udvikle anbefalinger til forretningsudvikling
Metoder: Litteraturstudie, interviews med eksisterende og potentielle kunder, interview med virksomheden, customer journey mapping og action plan
Undersøgelsen: Forståelse af kundernes behov
For at hjælpe Rent a Bike & Outdoor med at optimere deres forretningsstrategi, har Norion gennemført en kvalitativ undersøgelse af virksomhedens kundesegment.
Vi har kortlagt:
- Hvad der motiverer kunder til at leje cykler
- Hvilke barrierer de oplever
- Hvordan kunderne vurderer servicen
- Hvordan potentielle kunder forholder sig til cykeludlejning
Undersøgelsen omfattede både et litteraturstudie og interviews med eksisterende og potentielle kunder samt virksomheden selv. På baggrund af dette blev der udviklet to interviewguides målrettet de to kundegrupper: eksisterende kunder hos Rent a Bike & Outdoor og nye potentielle kunder, for at få en nuanceret forståelse af deres oplevelser. Grupperingen af informanterne skulle tilsammen give os et helhedsbillede af de drivkræfter og barrierer, som alle typer af informanter oplever at have med cykeludlejning.
Visualisering af resultater: Customer Journey Map
For at gøre resultaterne let tilgængelige og handlingsorienterede for Rent a Bike & Outdoor, visualiserede vi kundernes oplevelser og indsigter i et customer journey map.
Kortlægningen gav overblik over:
- Kundernes positive oplevelser og udfordringer
- Virksomhedens egne vurderinger af kundernes oplevelser
- Indsigter fra potentielle kunder, der endnu ikke benytter sig af cykeludlejning
Resultaterne blev efterfølgende kondenseret i en action plan med konkrete forslag til, hvordan virksomheden kan tilpasse sin forretningsstrategi for både at fastholde eksisterende kunder og tiltrække nye.
Undersøgelsen har bl.a. vist:
- Efterspørgslen efter fleksible og brugervenlige løsninger er stor blandt både lokale og turister.
- Kendskabet til cykeludlejning som alternativ transportform er stigende på Færøerne, især blandt unge færinger.
- Oplevelsesaspektet ved cykling i den færøske natur er en væsentlig drivkraft, men vejret og terrænet udgør en barriere for nogle.
- Rent a Bike & Outdoor kan med fordel styrke kommunikationen om tilgængelige ruter, faciliteter og sikkerhedsudstyr for at imødekomme kundernes ønsker.