Rapport: Hvordan kan certificering af natur styrke virksomheders involvering?

Analyse | Certificeringer og standarder

Rapporten Certificering af biodiversitet undersøger markedet for virksomheders finansiering af og involvering i natur. Herunder belyser rapporten de grundlæggende forudsætninger for, at virksomheder troværdigt kan rapportere og kommunikere om deres naturindsatser.

Biodiversiteten er under pres – både globalt og i Danmark. Samtidig er der et betydeligt finansieringsgab, hvis ambitionerne for beskyttelse og genopretning af natur skal realiseres. Virksomheder kan derfor få en vigtig rolle i finansieringen af fremtidens naturindsatser.

Mens klimamarkederne gennem en årrække har udviklet standarder, verificeringssystemer og operationelle markedsmekanismer, er markedet for investeringer i biodiversitet fortsat umodent. Der mangler afprøvede modeller, som kan forbinde naturprojekternes behov for finansiering med virksomheder, der ønsker at bidrage.

Hvis flere virksomheder skal finansiere natur, kræver det troværdig dokumentation for, hvad deres bidrag går til, hvilke resultater projekterne skaber, og hvordan virksomhederne efterfølgende kan rapportere og kommunikere om indsatsen.

Norion Consult har for 15. Juni Fonden udarbejdet rapporten Certificering af biodiversitet. Rapporten undersøger, hvordan certificering og verifikation kan bidrage til at skabe et mere troværdigt og operationelt marked for virksomhedsfinansierede naturprojekter.

Rapporten giver også en bred introduktion til certificering som begreb og de grundlæggende principper, som troværdige certificerings- og verificeringssystemer bygger på. Den beskriver centrale aktører og organisationer på området og gennemgår de internationale retninger og rammeværktøjer, der aktuelt præger udviklingen af biodiversitetsmarkeder.

About the project

Client: 15. Juni Fonden

Project lead: Kristian Telling Jørgensen

Time period: 2025-2026

Fokus: Biodiversitet, certificering, naturmetrics, green claims og biodiversitetsmarkeder

Aim: At undersøge, hvordan certificerings- og verificeringsordninger kan skabe et troværdigt og operationelt grundlag for virksomheders finansiering af naturprojekter og understøtte udviklingen af et marked for biodiversitetsindsatser.

Verifikation skal skabe troværdighed

Verifikation af både indsatsen på arealet og transaktionen mellem projektejer og virksomhed er dermed central. Et velfungerende marked skal skabe sikkerhed for naturresultaterne og samtidig gøre det enkelt for virksomheder at finansiere troværdige projekter.

Certificering og verifikation kan blandt andet bidrage til, at et naturprojekt:

  • opstiller tydelige mål for biodiversiteten
  • dokumenterer arealets udgangspunkt gennem en baseline
  • følger udviklingen gennem monitorering og rapportering
  • får forvaltning og resultater vurderet af en uafhængig tredjepart
  • dokumenterer transaktionen mellem projektejer og virksomhed
  • giver virksomheder et troværdigt grundlag for rapportering og kommunikation

Foto: Peder Størup

Fire internationale ordninger illustrerer markedet

Rapporten kortlægger overordnede rammer og principbaserede systemer for biodiversitetscertificering og ser på forskellige modeller – fra verifikation af naturarealer til markedsorienterede systemer, hvor dokumenterede resultater eksempelvis kan omsættes til biodiversitetskreditter eller blot markedsanprisninger i rapportering eller kommunikation.

I rapporten har vi med udgangspunkt i forskellige relevanskriterier udvalgt fire ordninger, der tilsammen eksemplificerer markedets forskellige tilgange til certificering og verifikation af biodiversitet. Formålet er ikke at udpege de fire bedste ordninger, men at beskrive forskellige modeller, anvendelsesområder og grader af markedsmodenhed.

Fire internationale ordninger bruges til at illustrere forskellige tilgange:

  • The Global Biodiversity Standard
  • Plan Vivo Nature
  • Verras Climate, Community & Biodiversity Standards
  • FSC Verified Impact
Markedet udvikler sig imidlertid hurtigt. Nye standarder, kreditmodeller og internationale rammer er på vej, men ordningerne varierer betydeligt i modenhed, anvendelsesområde og markedsudbredelse. Der mangler især erfaring med, hvordan systemerne fungerer i praksis og ved transaktioner i større skala.

Næste skridt er praktisk afprøvning

En troværdig ordning skal både sikre høj naturfaglig kvalitet og være økonomisk og administrativt anvendelig. Hvis kravene bliver for omfattende, risikerer en for stor del af finansieringen at gå til dokumentation, monitorering og kontrol frem for til selve naturindsatsen.

Rapporten peger derfor på behovet for at afprøve relevante ordninger på konkrete danske naturprojekter. Det kan skabe erfaring med omkostninger, dokumentationskrav og audit samt virksomhedernes efterspørgsel og muligheder for at anvende verificerede resultater i ESG-rapportering og kommunikation.

Målet er et mere modent marked, hvor virksomheder lettere kan finde og finansiere troværdige biodiversitetsprojekter – og hvor projektejere får adgang til nye finansieringskilder til beskyttelse og genopretning af natur.

Rapportens primære fokus er finansiering af dansk natur, men de beskrevne principper, standarder og ordninger er i vid udstrækning internationale og kan anvendes på tværs af landegrænser. Det giver også mulighed for, at virksomheder kan målrette finansiering mod andre geografiske områder – eksempelvis dér, hvor deres værdikæder har de væsentligste påvirkninger og afhængigheder af natur og biodiversitet.

 

Link til rapporten:

Privacy Policy Cookiepolitik