Craftivism udruster unge til at bekæmpe tøjspild – og skaber en landsdækkende bevægelse

Cirkulær økonomi | Kommunikation | Udvikling og proces

Gennem projektet “Craftivism: Til kamp mod tøjspild” har vi bidraget med rådgivning om bl.a. rekruttering af nye samarbejdspartnere, test og skalering af foreningens eventguides samt udvikling af en forankrings- og kommunikationsstrategi, så en national bevægelse mod tøjspild kunne vokse ud over foreningens egne rammer og forankres lokalt i hele landet.

RE:WAIR blev stiftet i 2020 af en gruppe unge med en klar mission: at bekæmpe tekstilaffald og give kasserede tekstiler nyt liv. Foreningen kalder kampen mod tøjspild for “craftivism” – en sammentrækning af “craft” og “aktivisme”, der handler om at være aktivist gennem håndarbejde. Med reparation, upcycling, plantefarvning og broderi bliver klimavenlige handlinger konkrete og synlige, og et ellers uoverskueligt problem bliver til noget, man kan tage fat på sammen. Danskerne er blandt dem, der køber mest tøj i verden, og projektet satte ind netop dér, hvor forandringen kan mærkes: i vores eget klædeskab.

Formålet var ambitiøst: at gøre RE:WAIR til en national bevægelse frem for en forening, der selv står for alle events og alt indhold. På baggrund af vores erfaring med tekstilspild, frivillighed, kommunikation og bæredygtig udvikling – og vores kendskab til RE:WAIR fra tidligere samarbejder – valgte foreningen at samarbejde med os om at løfte netop den opgave.

Fra forening til bevægelse

Første skridt var at hjælpe RE:WAIR med at nå ud til nye samarbejdspartnere – de såkaldte “craftivister” – der selv kunne arrangere anti-tøjspildsevents lokalt. Vi testede og tilpassede foreningens eventguides, så de kunne bruges af mange forskellige aktører uden RE:WAIRs facilitering, og udviklede en kommunikations- og forankringsstrategi med fokus på at nå bredt ud på sociale medier og gennem foreningens online “Craftivism Univers” af gratis guides. På den måde blev forankringen tænkt ind fra begyndelsen, så aktiviteterne kan leve videre lokalt efter projektperioden.

Kort om projektet

Kunde: RE:WAIR

Projektansvarlig: Lea Egebæk Eliasson

Projektperiode: 2025–2026

Ydelser: Rådgivning og proces, konceptudvikling, test og skalering af eventguides, kommunikations- og forankringsstrategi

Finansiering: Roskilde Festival Fonden

Geografi: Hele Danmark

Når kampen mod tøjspild møder fuglenes verden

Et af projektets fineste eksempler på craftivism i praksis opstod, da vi sammen med RE:WAIR udviklede et koncept, der koblede genbrug og godt håndværk med en anden god sag: at fejre fuglene. RE:WAIR gik sammen med Flere Fugle og DOF Ung om at invitere til kreative aftener i fuglenes tegn hos Flere Fugle Bageri og Butik. Her broderede engagerede deltagere fugle af genbrugstekstiler, mens Amanda Johannisson, forperson i DOF BirdLife og en del af DOF Ung, delte ud af sin viden og begejstring for fuglelivet omkring os – fra gråspurve i parken til havørne ved kysten. To velbesøgte aftener med mere end 65 deltagere viste, hvordan et budskab om tekstilspild kan blive til en varm, fælles oplevelse, der rykker både holdning og opmærksomhed i den rigtige retning.

Et stærkere fundament at bygge videre på

“Craftivism: Til kamp mod tøjspild” viste, at håndens arbejde kan være et stærkt redskab mod både tekstilspild og klimaafmagt. Ved at gøre reparation, upcycling og tøjbytte til noget, man gør sammen – lokalt og online – blev en abstrakt problematik forvandlet til konkrete, positive handlinger. Med 18 aktive samarbejdspartnere, over 6.600 kg reddet tøj og et markant større online fællesskab står RE:WAIR i dag med et stærkere fundament for at drive bevægelsen videre. Og for os er projektet et godt eksempel på noget af det, vi brænder allermest for: at hjælpe gode organisationer og foreninger i arbejdet med at flytte adfærd og opmærksomhed i en mere bæredygtig retning.

Gå på opdagelse i RE:WAIRs Craftivism Univers her: rewair.org

Privatlivspolitik Cookiepolitik