Rapport: Bedre batterianvendelse og -genanvendelse i småsamfund

Politik og regulering

Elektrificeringen af samfundet spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling og opbremsningen af klimaforandringerne. En markant omstilling af samfundet kommer dog ikke uden udfordringer. I rapportenBatterier i nordiske småsamfund”, udarbejdet for Småsamfundsgruppen og Arbejdsgruppen for Cirkulær Økonomi hos Nordisk Ministerråd, har vi undersøgt Bornholms, Færøernes og Islands forbrug, affaldsindsamling, efterbehandling og fremtidige løsninger udfordringer med batterier.

Batterier udgør en vigtig brik i overgangen til en mere bæredygtig fremtid med mindre afhængighed af fossile brændsler. Og i mange år har forbruget af batterier været støt stigende – både globalt og i Norden. Med det voksende forbrug af batterier følger ligeledes en stigende mængde udtjente batterier og behov for at håndtere disse miljømæssigt forsvarligt. Genanvendelse af batterier er en ressourcekrævende proces, som småsamfund ikke nødvendigvis har kapacitet til at håndtere.

Målet med projektet var derfor at tilvejebringe et bedre vidensgrundlag vedrørende aspekter omkring forebyggelse og håndtering af batteriaffald i tre ø-samfund: Island, Færøerne og Bornholm. Et projekt der ligger lige til højrebenet for Norion med vores omfattende erfaring med nordiske projekter og særligt inden for cirkulær økonomi. 

Kort om projektet

Kunde: Småsamfundsgruppen og NMR-NCE

Projektleder: Bjørn Bauer

Periode: 2023-2024

Samarbejdspartner: Danmarks Tekniske Universitet (DTU)

Gode løsninger i lokal kontekst 

Vi begyndte projektet med en kortlægning af baseline og en projektering af den forventede udvikling inden for batteriforbrug over de kommende år på de tre øsamfund – Bornholm, Færøerne og Island.

Problematikken omkring bortskaffelse af brugte batterier er kendt over hele kloden, og anden fase i projektet fokuserede derfor på at identificere gode løsninger, som er implementeret med succes i andre lande/småsamfund.

Afslutningsvis blev de identificerede gode initiativer og løsninger sat i en lokal sammenhæng i de tre øsamfund med målet om at formulere anbefalinger for hvert af de deltagende lande til at reducere miljøpåvirkningen af batterier og batteriaffald. Projektet blev afsluttet med udarbejdelsen af en slutrapport og et spændende webinar om rapportens resultater. 

Konkrete anbefalinger til optimal anvendelse af batterier 

Projektet resulterede i en spændende rapport, som på en enkel og handlingsorienteret måde opsætter anbefalinger, der kan tjene som grundlag for dialog mellem myndighederne, affaldsselskaberne og andre relevante aktører omkring, hvilke indsatser der kan fremme optimal anvendelse af batterier og genanvendelse af batteriaffald. 

Et udklip af indsigter og anbefalinger fra rapporten: 

  • Incitamentsskabende regulering og lovgivning, der understøtter borgere og virksomheders engagement i korrekt sortering og indlevering af udtjente batterier 
  • En øget vejledning og støtte til optimeret forbrug af batterier og indsamling af batteriaffald 
  • Optimerede indsamlings- og opbevaringssystemer, der understøtter de længere lagringstider for udtjente batterier, før de sendes til genanvendelse 
  • Transparens og informationsberedskab, der kan styrke motivationen og den aktive indsats blandt borgere og virksomheder 

Find rapporten her: